|
Kærloddens hjemmeside var den første foreningshjemmeside i Måløv
Internettet var i hastig udvikling fra i midten af 90’erne. I perioden fra 1998 til 1999 havde bestyrelsen derfor arbejdet med tanken om at få oprettet en hjemmeside.
Formålet og hensigten var, at man med den nye teknologi ønskede at give beboerne et effektivt og supplerende værktøj med informationer om foreningens virke og aktiviteter, men også et sted, hvor andre uden for vores område kunne finde inspiration til at indrette sig - som i Kærlodden - i deres egne bomiljøer.
Bestyrelsens vision var også, at vores hjemmeside kunne blive starten til oprettelser af flere lokale informationsnetværk i Måløv til gavn for bl.a. Fællesgrundejerforeningens medlemsforeninger og bydelens øvrige organisationer og foreninger.
På den baggrund vedtog generalforsamlingen i 1999, at nedsætte et IT- udvalg og bevilgede udvalget 1000 kr. til formålet.
På et beboermøde i fælleshuset i marts 2000, blev udvalgets arbejde og den kommende hjemmeside præsenteret, og både siden og fremtidens information – og kommunikationsteknologi blev livligt debatteret af de fremmødte.
På generalforsamlingen i 2000 blev hjemmesiden igen debatteret og endelig godkendt. Generalforsamlingen besluttede, at der skulle være en Web-redaktør med et forpligtende ansvar for, at hjemmesiden blev et sagligt og etisk sted at besøge.
Et nyt IT- udvalg blev valgt: Mogens (nr.7), Ole (nr. 85), Ghassan (nr. 53), Bent (nr. 77).
Udvalgets egne forventninger og krav var - udover at hjemmesiden skulle være saglig og etisk - at den skulle have et klassisk og enkelt design - at den skulle være let overskuelig, hurtig og funktionel - at den på længere sigt ville blive foreningens historiske opslagsværk.
Efterhånden som siden begyndte at leve op til forventningerne trak flere af udvalgsmedlemmerne sig ud af udvalget. Arbejdet var gjort færdigt.
Efter flere gentagende uheldige fejl og nedbrud og efterfølgende tidskrævende genopretninger indskrænkedes betjeningen derfor til kun at omfatte een person.
Retfærdigvis skal det nævnes, at de fleste nedbrud skyldes vores udbyderes servernedbrud og flytninger. Disse udbydere var Worldonline, Tiscali og UNI2.
Foreningens udbyder har siden marts 2007 været Surftown.
I november måned 2005 købte grundejerforeningen domænet www.kærlodden.dk og har således rådet over to w adresser lige siden. webmaster, april 2007 |